Viva! Ny natklub for det voksne publikum

Viva - natklub for det voksne publikum

Det er hverken familieplaner, karrierepleje eller begyndende metaltræthed, der holder de festglade københavnere på 30+ fra byens barer. Det er fraværet af ligestillede – et behov, som Københavns nye Natklub, Viva, er i gang med at dække.

Viva Copenhagen! Her kan man godt forestille sig Elvis’ hit klinge svagt i baggrunden, for ligesom Las Vegas er Viva Copenhagen i høj grad forbeholdt voksne. Det betyder, at alle under 30 slukøret må stikke sygesikringskortet i lommen og sigte på Københavns andre fristelser. Viva mener sin aldersbegrænsning alvorligt og kvitterer med et spækket sortiment af drikkevarer i baren, to dansegulve og musik fra de sidste fire årtier. Sådan!

Fed privatfest med god plads

Bagmændene bag Viva er Brian Simonsen, Michael Douton og Jan Würtz, tre garvede spillere i branchen – de sidste to lagde senest ud med natklubben Kulørbar, som dog havde en noget yngre målgruppe. Nu gælder det altså ’voksen clubbing’, en trend i tiden, vurderer ejerne. Der findes nemlig masser af festlige voksne, men få steder til at modtage dem.

Samme sans for målgruppen slår igennem i de restaurerede lokaler, som er til for at generere den stemning, der får de voksne til at blive lidt længere. ’En hyggelig privatfest, bare med offentlig adgang og rigtig god plads’, som medejer Michael Douton beskriver det.

Lige overfor Tivoli

Viva holder til på Vesterbrogade 2b, lige overfor Tivolis hovedindgang og huser snildt de første 350 voksne gæster, der mærker dansefeberen brænde.

Viva har åbent fredag og lørdag fra 22.30-05. Dresskoden er ’Pæn påklædning’, men har du spenderbukserne på, kan du købe en seks liters Beluga vodka med tilhørende sodavand til 7895 kroner. I januar tilbyder Viva gratis adgang inden klokken 24.00 for alle, der står på gæstelisten.

Læs mere om gæstelisten og Viva Natklub her.

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!