Den gamle gade markerer sig i dag med hygge og smarte butikker.
Pilestræde tilhører det såkaldte “Gamle København”, og er den del af byen, som resten af København er vokset op omkring.
Aldrig nedbrændt
Tilbage i 1400-tallet lå en gård, som hed Pilegården, hvilket er videreført i gaden Pilestræde. Gaden er aldrig totalt nedbrændt eller udvidet, men langsomt er den fornyet. I bogen København før nu – og aldrig bliver gaden beskrevet som en gade, der “altid har ført sit eget stille liv i Gammel-København.” Det er heller ikke fordi seværdighederne står på ræd og række i gaden. Men den smalle gade formår trods alt at bibringe en københavnsk charme til de besøgende. Gaden har måske haft en tilbagetrukket rolle i dansk historie, men til gengæld, så ligger et af de mest kendte og traditionelle bladhuse i Pilestræde, Berlingske Tidende. Berlingske Tidende blev grundlagt af E.H. Berling 1749. Det var dog de to sønner, som i 1764 købte huset i Pilestræde, som også i dag ejes af Bladkoncernen.
Den moderne gade
Hvad gaden ikke har i seværdigheder har den i butikker, cafeer og restauranter. Her finder du den tyske sportsgigant Adidas’ egen butik, hvor du med lidt held finder tøj og sko, der ikke sælges over hele landet. Specialbutikken Davidoff sælger luksuscigarer og alt, hvad der skal bruge af udstyr i den genre. Designerbutikken Hay har også butik i Pilestræde. Butikken sælger interiør, møbler og andet godt til hjemmet. Stilen er den simple skandinaviske, med fokus på design og kvalitet.