Københavns,måske, mest berygtede og berømte gade, Istedgade, byder på hippe cafeer, butikker og snuskede barer.
Man kan selvfølgelig ikke nævne Istedgade uden at nævne prostitution. Istedgade har i mange år været kendt som prostitutionens paradis, men efter byfornyelse er klientellet skiftet ud. Nogle vil sige, at gaden er blevet kedelig, men det er stadig muligt at møde skæve eksistenser i gaden.
Vesterbro
Er man født før 1990, så vil man automatisk forbinde Vesterbro og Istedgade med gadeludere, alfonser og andre af underverdenens kriminelle. Men på meget få år er stedet nærmest komplet forandret. Der er faktisk nogle som taler om det gamle og nye Vesterbro. Mange af værtshusene er skiftet ud med smarte cafeer og hippe butikker. Samfundets bund har ikke længere råd til boligerne på Vesterbro, så befolkningen er også i høj grad skiftet ud. Vesterbro er en af de bydele, hvor ejendomspriserne er steget mest siden 1995. På trods af denne regelrethed som har præget Vesterbro og Istedgade inden for de sidste 20 år, så er der stadig noget “farligt” over Vesterbro. En råhed, men på den positive måde. Der er stadig snuskede værtshuse og du kan også tage på cafe, hvor du kan bestille en kop kaffe fra kanden. Alt er ikke café Latte. Der ligger også stadig brugte sprøjter på gaden. Alt sammen minder os om, at Istedgade og Vesterbro er stadig sin egen.
Historien i grove træk
Vesterbro er bygget i perioden i 1870-1900. Her boede arbejderne i små lejligheder. Senere i 1960erne og 70erne flyttede disse arbejdere til forstæderne, hvilket efterlod de enlige og ufaglærte tilbage i byens slum. Her var der hverken bad eller toilet, men boliger man havde råd til. Dette er ændret i dag. Nu er der bad og toilet, men meget høj husleje.