Der findes steder i København, som formår at tage pusten fra enhver. Kastellet er netop et af disse steder. Hvad enten pusten tages fra dig ved en løbetur på de gamle volde eller blot i overført betydning grundet det idylliske åndehul, som Kastellet er, så har man altid trang til et gensyn
I dag er Kastellet en af det danske forsvars bygninger, og fungerer som almindelig arbejdsplads for flere end hundrede mennesker. Derudover er Kastellet en stor turistattraktion samt et yndet område, hvor københavnerne enten går ture eller løber på voldene.
Her i 2014 har Kastellet 350 års fødselsdag, og derfor vil der i løbet af året foregå forskellige aktiviteter.
Kastellet og historien
Da Kastellet i 1660erne blev opført var det ikke søndagsture og motionsløb som stod øverst på dagsordenen, men derimod håbet om en fæstning, som kunne holde aggressive svenskere og andre krigeriske folkefærd uden for Københavns volde.
Allerede under Christian d. 4. var området, hvor Kastellet ligger brugt som fæstning. Dengang, i 1626, blev skansen kaldt Sankt Annæ Skanse.
Men efter den rystende oplevelse under Karl Gustav krigene i 1658-60, hvor København og Danmark kun var en ubeslutsom svensk konge fra at blive annekteret under Sverige, så Frederik d. 3. det som en nødvendighed at forbedre Københavns forsvar. Det var på baggrund af dette, at Kastellet forsvarsmæssigt blev forbedret, mellem 1662-1664, under ledelse af hollænderen Henrik Rüse.
Kastellet som fængsel
Kastellet har ikke blot været brugt som fæstning, men også som arresthus. Fangerne som skulle indsættes i Kastellets arresthus var ikke hvem som helst, men rigets værste fjender. Af kendte indsatte kan nævnes Christian d. 7.’s livlæge Struensee samt vennen. Greven, Enevold Brandt. Deres skæbne kender de fleste. Historien er blandt andet fortalt i filmen ”En kongelig affære”
Praktisk information
Adresse
Kastellet 1
2100 København
Kontakt
Telefon: 33 11 22 33
Hjemmeside
Åbningstider:
Mandag – Søndag: kl. 6.00 – 22.00