Tag et smut til Kongens Lyngby: Oplev Georg Jensen-udstillingen på Sophienholm, besøg Bjørn Wiinblads kunstnerhjem og bliv en masse kunstoplevelser og unikke indtryk rigere.
Wiinblads kunstnerhjem ”Det Blå Hus”
Bjørn Wiinblads hjem ”Det Blå Hus” har siden hans død i 2006 stået urørt for at fungere som et åbent kunstnerhjem og levende værksted for keramikere.
Den smukke private bolig rummer både Wiinblads egne værker, men også hans mange kunstsamlinger fra hele verden. Heriblandt en samling af kunst, bøger og musik, som inspirerede hans fantastiske arbejde. Bjørn Wiinblad (1918-2006) var en dygtig kunstner og illustrator, hvis stil er kendetegnet ved livsglæde og eventyr. Han var især kendt for sine keramikfigurer med finurlige kvindeansigter og motiver, som atter er populære i de danske hjem. Derfor har Wiinblads ”malerpiger” genoptaget deres tidligere hverv, og de har stadig, efter 30 år, kunsten i fingrene. Måske kan du være heldig at opleve dem på nærmeste hold under dit besøg.
I huset er der mulighed for at få en rundvisning. Der er ikke åben adgang, men foreninger og grupper kan besøge huset efter aftale. Rundvisningen varetages af en eller flere personer, som har været tæt på Bjørn Wiinblad. De vil fortælle historier og oplevelser fra Wiinblads fantastiske liv. Du kan også “nøjes” med at besøge Det Blå Hus’ butik og værksted, som er åbent hver tirsdag mellem 10-12 i perioden 1. marts – 31. oktober (dog er der lukket i skolernes sommerferie).
Det Blå hus ligger på Højskolevej 5, 2800 Kgs. Lyngby.
Georg Jensen på Sophienholm – Et eventyr i dansk sølv
I år kunne den berømte sølvsmed og billedhugger, Georg Jensen, have skrevet 150 år på bagen. Det markeres med en stor udstilling om hans liv og kunstneriske virke. Udstillingen har fået navnet ”Et eventyr i dansk sølv” og kan netop nu opleves på det idylliske landsted Sophienholm, i Kongens Lyngby. En placering, der ikke er helt tilfældig, da byen Raadvad er Georg Jensens fødested. En by, der ifølge kunstneren selv, emmer af de skønneste naturindtryk, som ligger til grund for hans kunst.
Georg Jensen er i dag mest kendt for sølv og smykker, som stadig sælges verden over. Under udstillingen på Sophienholm vil man dog komme hele vejen rundt om den talentfulde kunsters værker. Lige fra sølv til keramik og billedhuggeri. Stilmæssigt starter udstillingen i skønvirke-tiden, hvorefter den bevæger sig over i art-deco og til sidst frem til funktionalismen. Der er derfor rig mulighed for at fordybe sig i Georg Jensens livs- og værkhistorie.
Udstillingen kan opleves fra d. 9. juli til d. 4. september på Sophienholm, Nybrovej 401, 2800 Kongens Lyngby.