Cocktails, udsigt, arkitektur og foredrag kombineres på 15. etage af Mærsk Tårnet, når Københavns Universitet inviterer alle videbegærlige til en række inspirerende talks om ny sundhedsvidenskabelig forskning.
‘Talks på Toppen’ er navnet på en ny foredragsserie om spændende sundhedsvidenskabelig forskning på toppen af det nye Panum, Mærsk Tårnet. Det er Københavns Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet, SUND, der åbner døren for alle videbegærlige, der ønsker et indblik i den nyeste forskning leveret af nogle af landets fremmeste forskere på området.
Den første talk finder sted på torsdag den 22. marts og herefter vil foredragene blive holdt fast én gang om måneden. Altid på 15. sal i det nye Mærsk Tårnet, som man dermed får mulighed for at opleve indefra for slet ikke at tale om den formidable udsigt over byen. I pausen serveres en cocktail, ligesom der vil være mulighed for at få en snak med forskerne.
Du og dine mikrober er en superorganisme
SUND lægger ud med foredraget ‘Du og dine mikrober er en superorganisme’ på torsdag den 22. marts kl. 19-21. Her kan du høre om, at du består af billioner af bakterier og vira, og at de former, hvem du er. Det er professor Oluf Borbye Pedersen fra Novo Nordisk Fondens Metabolismecenter og Adam Bencard, lektor ved Medicinsk Museion, der vil fortælle om mennesket som en superorganisme på mikrobernes planet.
Tilgængelighed
Der er elevatoradgang og fladt gulv alle steder i bygningen. Hvis du er gangbesværet eller kørestolsbruger, da informér SUND på forhånd. Der er otte handicapparkeringspladser ved indgangen fra Nørre Allé ved Tandlægeskolen. Adressen til pladserne er Nørre Allé 20. Alle med gyldigt handicapskilt kan frit benytte dem. Der er trinløs passage til indgangen.
‘Talks på Toppen’ finder første gang sted torsdag den 22. marts kl. 19.00-21.00 (døre åbner kl. 18.30) i Mærsk Tårnet, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Blegdamsvej 3B, 2200 København N. Billetpris: 125 kr. (inkl. drink).