Den nye Street Food Festival CPH inviterer i weekenden på gademad ved Søerne. Tag på jordomrejse og smag på verdens gadehjørner og mange kulinariske kulturer.
Så er der igen gode nyheder for alle madentusiaster. Med Street Food Festival CPH løber endnu en ny madfestival nemlig af stablen i den kommende weekend den 13.-14. august. Street Food Festival CPH er et samarbejde imellem Kødbyen, Rebel Food, Kitchen Collective og YELP, og er et helt nyt initiativ på den københavnske madscene. Tro mod Street Food-kulturen foregår festivalen under åben himmel i området ved Sortedamssøen og Peblingesø, hvor foodtrucks og boder serverer små retter fra mange forskellige verdensdele.
Kvalitetsmad to-go
Street Food-kulturen handler bl.a. om mad på gode råvarer, der hurtigt kan forvandles til gastronomiske oplevelser. På få kvadratmeter formår innovative madentreprenører at skabe små specialiteter, der serveres direkte fra køkkenet og hen over disken til de mange forbipasserende. Rundt omkring i verden på travle gadehjørner og pladser finder man de små køkkener på hjul med indbydende dufte og passionerede kokke, der byder på kvalitetsmad, der kan stilne sulten, så man hurtigt kan komme videre. Det er en gademadskultur, som Danmark i den grad taget til sig.
Smag på mangfoldigheden
For bare få år siden var Street Food-kulturen ikke særlig kendt, men i dag har Street Food placeret sig solidt på den danske madscene, og med rødder i alverdens regionale madkulturer har street food en særlig charme. Ved Street Food Festival CPH samles landets mange street food-kokke og giver hver deres bud på retter, der kan tage dig med på en rejse til den kultur og de madtraditioner, de stammer fra. Festivalen inviterer madglade gæster til at fejre mangfoldigheden ved at smage på mad fra hele verden.
Live-musik, foredrag og workshops
Street Food Festival CPH byder ikke kun på smagsoplevelser. Der vil også være underholdning med live-musik, DJ’s og debatindlæg med kokke og andre madentusiaster, der diskuterer økologi og råvarer samt holder foredrag og workshops om mad. Der er således rig mulighed for at smage på verden og lære en masse om mad.