Stella Polaris 2016 er chill-out festival for nørder, hangovers og børn og voksne i kærlig krans. Der er dømt reparations-stemning på krop og sjæl, når Frederiksberg Have igen i år danner rammen om den elektroniske musikfestival.
Stella Polaris opstod oprindeligt som en lille fest for nogle få hundrede mennesker i Vennelyst Parken i Aarhus et par uger i sommeren 1997. I år afholdes festivalen for 20. gang med flere tusinde musikglade gæster. Festen starter i Kolding 29. juli, fortsætter i Aarhus 30. juli og rammer den lille by midt i Hovedstaden søndag den 7. august.
Chill-out ved slottet
Frederiksberg Slot vil danne baggrund for DJ pultene, når lyden fra højtalerne indhyller den romantiske landskabelige have fra Frederik VI’s tid i lækker lyd. Viser august sig fra sin venlige side, og står barometeret på smukt eller sol, kan du medbringe din familie eller sætte dine venner stævne på plænen nedenfor slottet eller på den modsatte side af den lille kanal. Medbring tæpper, madkurv og drikkevarer. Læg dig på tæppet med armene under hovedet, kig op i himlen og trækronerne, og lad musikken svøbe sig omkring dig og føre dig, hvorhen du vil.
Og de medvirkende er . . .
Årets artister tæller elektroscenens hotteste navne. Blandt andre danske Soleima, hvis borgerlige navn er Sarah Mariegaard, og som efter nogle år i gruppen Fødeklinikken gik solo sidste år. Den britiske gruppe med speciale indenfor balearisk musik A Man Called Adam, vil sikre Middelhavsstemningen. Du vil også kunne opleve Mads Björn med Lis Sørensen og Helmet Compass med Al Agami.
Praktisk info
- Der er fri entré, og efterfesten varer helt indtil kl. 04 om morgenen.
- Adressen er: Frederiksberg Runddel, 2000 Frederiksberg
- Læs mere om Stella Polaris her