Copenhagen Irish Festival er et årligt tilbagevendende lys i novembermørket. I år byder festivalen bl.a. på to hovednavne, irsk dansebal og åbne jamsessions, hvor også publikum kan deltage med egne instrumenter.
For 38. gang løber Copenhagen Irish Festival af stablen den første weekend i november, i år således 4.-5. Det er som altid en relativt lille festival med kun to koncertdage. Udover to dobbeltkoncerter kan du opleve jamsessions og irsk dansebal. Det hele foregår i Københavns Musikskole, Staldgade 29, der ligger i den brune kødby på Vesterbro.
Der lægges vægt på at præsentere kunstnere, der spænder vidt over de forskellige stilarter inden for traditionel og moderne irsk folkemusik. Fredagens program er endnu ikke helt færdigt, men man kan holde sig opdateret på Copenhagen Irish Festivals hjemmeside. (Se link nederst i denne artikel).
Legenden Tommy Sands kommer
Lørdag går det løs med festivalens nok to største navne. Det ene er Connla, der er et nyt spændende band med stærke traditionelle rødder samt påvirkninger fra hele verden. Deres følsomme og innovative arrangementer af traditionel og moderne folkemusik har indbragt dem titler som Best New Band 2016 og New Group of the Year. Musikerne i Connla mødtes, mens de studerede musik ved University of Ulster, og hurtigt begyndte de at optræde sammen. De kommer fra byerne Armagh og Derry: Ciara McCafferty (vokal), Ciaran Carlin (fløjter) og Paul Starrett (guitar) er kendte ansigter på den lokale musikscene, og de er ledsaget af Emer og Conor Mallon, der er søskende og spiller hhv. harpe og fløjte.
Musikken som brobygger
Det andet store navn er sanger, sangskriver og social aktivist, Tommy Sands fra County Down, der ligger i Nordirland. Han har nærmest opnået legendestatus i sin egen levetid. Han begyndte som del af den meget indflydelsesrige Sands Family, der spillede overalt fra Carnegie Hall til Moskvas olympiske stadion. Nu er han blevet en af Irlands mest indflydelsesrige singer/songwritere. Tommy Sands har arbejdet med at finde vejen mellem de to kulturer, der har kæmpet i Irland, og han drømmer om en ø i fred med sig selv. Hans arbejde rundt om i verden handler om ved musikkens hjælp at bygge bro over kulturelle forskelle.
Kom til irsk dansebal
I år er der atter mulighed for at få en svingom på irsk, når Dark Green School of Irish Dancing sammen med Copenhagen Irish Setdancers inviterer til Céilí. Til céilí’en, der betyder ”(danse)fest” på gælisk, kan alle deltage uanset danseerfaring. Er du begynder, får du instruktion og en hjælpende hånd fra de mere erfarne dansere.
Åben jamsession i foyeren
Før og efter aftenens koncerter i koncertsalen kan man deltage i irsk jamsession i foyeren, hvor også publikum kan medbringe instrumenter og spille med. Man er også nøjes med at hænge ud i pubben og lytte til musikken.
Læs mere om Copenhagen Irish Festival, program og billetter her.