Snart ruller dokumentarfilmene igen i byen

CPH:DOX

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX er lige om hjørnet. Årets film har rekordmange kvinder både foran og bagved kameraet. Og så handler de især om minoriteter og om de forandringer, der præger Europa netop nu.

Fra den 20. til den 31. marts indtager en af verdens vigtigste dokumentarfilmfestivaler endnu en gang de københavnske biografer. Hvis du skulle være i tvivl, betyder det 12 dage spækket med fantastiske film fra hele verden. Siden 2003 har CPH:DOX hvert år tiltrukket dokumentarfans fra nær og fjern. Og det er måske fordi, festivalen har en helt unik evne til at sætte fokus på aktuelle, samfundsmæssige forandringer. Den 16. udgave af CPH:DOX byder på intet mindre end 200 nye film fra etablerede såvel som nye instruktører – og med dem følger debatter, konferencer, kunstværker og fester.

Flere kvinder i filmbranchen

CPH:DOX skydes i gang med verdenspremieren på ’Reformisten’, der er instrueret af Marie Skovgaard. I filmen kan du følge Danmarks første kvindelige imam, Sherin Khankhan, i hendes passionerede kamp for muslimske kvinders rettigheder. Og temaet for åbningsfilmen er helt i tråd med festivalens ønske om nye tider i filmbranchen, hvor kvinder får mere plads både foran såvel som bagved kameraet. Et ønske, der også manifesterer sig ved, at 45% af de 66 nominerede dokumentarfilm er instrueret af kvinder. Én af dem er ’Tiny Souls’ af palæstinensiske Dina Naser, som følger den nysgerrige 9-årige pige Marwa, der lever i en flygtningelejr i Jordan. Det var meningen, at opholdet skulle være kort, men dokumentaren følger Marwas hverdag i flygtningelejren over fire år, hvor hun udvikler sig fra barn til ung pige.

Europa i forandring

Som sædvanlig har CPH:DOX opdelt årets film i temaer og serier, der blandt andet rummer autofiktion, nordiske dokumentarer og retfærdighed. Derudover sætter årets festival fokus på Europa og udviklingen i EU. Derfor kan du for eksempel lade dig opsluge af et demokratisk-utopisk forum, der i Manchester er opstået i kølvandet på Brexit i dokumentarfilmen ’Ceremony’ af Phil Collins. Ligesom du kan betragte udstillingen Europa Endlos, hvor en række internationale kunstnere udstiller fotografier, skulpturer og film om de forandringsbølger, der går gennem Europa netop nu.

Talks, udstillinger, fester og virtual reality

Kunsthal Charlottenborg i Nyhavn er dokumentarfilmfestivallens centrum, hvor du kan opleve film, talks, udstillinger og fester. Det er også her, du kan sætte dig ekstra komfortabelt til rette i sofabiografen Social Cinema eller deltage i CPH:CONFERENCE, der løber over fem dage i festivalens anden uge. Under konferencen vil casestudier, workshops og diskussioner udfolde sig om emner, der relaterer sig til dokumentarverdenen. Og så kan du besøge festivalens virtual reality-biograf, der har 12 kortere film på programmet. Vil du for eksempel med på en rumrejse i ’Fistful of Stars’, hvor du kan udforske en stjernes fødsel, liv og død?

Læs mere om CPH:DOX og se programmet her.

CPH:DOX finder sted den 21.-31. marts i udvalgte københavnske biografer og på Kunsthal Charlottenborg.

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!