PORTRÆTINTERVIEW: Balletdanser Tobias Praetorius, der snart er aktuel i Det Kgl. Teaters Giant Steps, fortæller Oplevbyen.dks Sophie Bavnhøj om hvordan det er, at være ung mand i en branche, hvor tåspidssko og tylskørter hører til uniformen.
Hans grønne øjne er boltet fast til spejlet. Små svedperler pryder hans kantede og sminkede ansigt. Han er alene i en hvidmalede sal, hvor væggene er polstret med spejle. Han er iklædt mørkeblå Adidas træningsbukser og i samme nuance en hættetrøje, der bærer et citat af den tyske filosof Friedrich Nietzsche; “We should consider every day lost on which we have not danced at least once”.
Manden i den ellers tomme spejlsal på fjerde sal i Det Kongelige Teater er den 20-årige balletdanser Tobias Praetorius. Fra den 10. marts springer han over gulvet på Gamle Scene i en pas de deux og som støvklædt kriger. Han skal danse i to af tre mindre balletter i forestillingen Giant Steps, som byder på Vertical Road af Akram Khan, Falling Angels af Jiří Kylián og Infra af Wayne McGregor.
Psykisk syg danselærer
Allerede som syv-årig stod han kampklar i sine små stofsko og svingede lemmerne, som hans mor og søster har gjort før og hans bror efter ham. Selvom kompagniet er én stor familie, er det helt specielt for den ydmyge danser at have sine søskende i ryggen, når han skal præstere på en scene foran 2000 mennesker.
Hans søster, Ida Praetorius, blev i 2016 tildelt titlen som solodanser ved Den Kongelige Ballet. En titel Tobias Praetorius selv har i kikkerten. Men for den smilende danser skyldes det ikke kun selve titlen, men også muligheden for at danse interessante karakterer. Og helst de dystre karakterer.
– Jeg kan godt lide de roller, der er lidt på the dark side. Mest fordi der ligger så meget bag rollen. Jeg har altid gerne ville danse balletlæreren, der kvæler eleven til sidst i Flemming Flindt-balletten Enetime. Det er lidt af en gyser, men en supercool ballet. Balletlæreren er psykisk syg og der er meget i karakteren, som kunne være så interessant at arbejde med, fortæller Tobias Praetorius engageret og sætter sin kække latter som punktum.
I den meditative ballet Vertical Road har danseren fået tåspidserne i en kantet og maskulin karakter. Med en hær af krigere i kinesisk inspirerede dragter og med bare tæer skal han snurre og springe rundt med og i støv. Et materiale der ved den rette kombination af rampelys og sved kan udvikle sig til dej på dansernes kroppe.
Tobias Praetorius under arbejdet i Spejlsalen. Foto: Sophie Bavnhøj.
Kampposition på halvtå
I København har det altid været velset at være mandlig balletdanser. Det skyldes balletmesteren August Bournonville, der kom til Den Kongelige Ballet i København i 1830 og formede sin egen stil, Bournonville. Han ændrede et lille men basalt element i balletten. I stedet for at lade den mandlige danser være et stativ for kvinden placerede han de to ved siden af hinanden, så de kunne danse sammen. Mændene blev for alvor hevet ind i arenaen, og med det blev deres roller en vigtigere del af stykkerne. Men for August Bournonville var det stadigvæk essentielt, at de elegante atleter var stærke og maskuline mænd, når de snurrer rundt på scenen og jonglerede med kvinderne. Kontrasten mellem den muskuløse mand og kvindens lethed er en central nerve i ballet. En vigtig detalje er, at mænd ikke står på tå. Deres kampposition er på halvtå.
– Jeg tror, det er noget særligt, at mænd er mænd på scenen. Der er mange af mine venner herinde, der er homoseksuelle, men når de endelig er på scenen, er de så meget mænd. Når de så går i garderoben bagefter, har de det vildt sjovt og klæder sig ud i parykker, og jeg ved ikke hvad. Men når de er på scenen, er de meget maskuline mænd, og det er så fedt at se, siger den passionerede danser.
Råstyrke og elegance
Skønt Tobias Praetorius er opvokset og nu arbejder i branche, der er mange fordomme om, mindes danseren ikke, at det har voldt ham problemer. Tværtimod. Og hvis det havde, ville han have fortsat. Praetorius er af et stof, der finder andres meninger om hans passioner irrelevante. Og hvad fordomme om manglende maskulinitet angår, føler han sig ikke mindre maskulin af at kunne kaste sine ben i vejret. Præcis det modsatte faktisk.
For ham er en mand en med styrke og maskuline træk, men også en, der kan vise mange følelser på scenen. Det kræver voldsom styrke og præcision at få ballerinaer til at svæve gennem luften som et spyd. Det er en kunst at magte kombinationen af råstyrke og elegance. Det er styrke med finesse.
Da mandens trin hovedsageligt består af spring og løft, kommer en danser ikke langt uden en god portion muskelmasse i balletverdenen. Det faktum, og det at glemme Tobias og være en anden, som danseren selv beskriver det, tænder Tobias Praetorius. Selv har han lagt mærke til, at flere har fået øjnene op for kunstformen i løbet af de seneste par år. Ikke sjældent får danseren kommentarer om, hvor sej han og branchen er.
Tobias Praetorius har lagt mærke til, at flere har fået øjnene op for ballet de senere år. Ikke sjældent får danseren kommentarer om, hvor sej han og branchen er. Foto: Sophie Bavnhøj.
Tobias i Eventyrland
Livet som balletdanser er en krævende profession. Det der ser legende let ud med svævende og flydende bevægelser gemmer på mange timers hård træning. Da Tobias Praetorius medvirkede i årets juleforestillingen Alice i Eventyrland, dansede og trænede han i omkring ti timer om dagen – han øvede bl.a. til den kommende forestilling, Giant Steps.
Der er mange elementer i ballet, som tænder Tobias Praetorius. Kombinationen af styrke og elegance, det uopnåelige ideal og rollerne, der giver ham mulighed for at glemme Tobias og være en anden. Elementer der for ham har mere værdi end den ekstra øl på en tilrøget bar. Men hengivelsen for selve dansen kom først senere.
– Jeg husker ikke så meget fra min første ballettime. Egentlig syntes jeg, det var ret kedeligt. Jeg var mest opslugt af den eventyrlige teaterverden. Men jeg blev ved, fordi jeg synes, dét at være på scenen og være med i forestillinger er det fedeste, fortæller danseren.
På trods af sine blot 20 år er Tobias Praetorius i den grad blevet bemærket. Sidste år skrev Politiken, at han var et af de talenter, man skulle holde øje med, og senere samme år modtog han en af de otte talentpriser til Årets Reumert.
Koreograf efter de 40 år
Karrieren som balletdanser stopper allerede ved de 40 år, og selvom Praetorius i den grad er fokuseret på nu’et, kunne han godt forestille sig at fortsætte som koreograf til den tid.
– Som koreograf er det interessant at skabe nye trin og arbejde med musik. At undersøge hvad der kan ske, når man arbejder med forholdet mellem dans og musik, lyder det fra den unge danser, der har set adskillige eksempler på dansere, der efter balletkarrieren med succes er fortsat som koreograf.
Tobias Praetoris kan opleves på Det Kongelige Teaters Gamle Scene i forestillingen Giant Steps, der spiller på udvalgte datoer fra den 10. marts til 6. april.
Læs mere om Det Kongelige Teaters forestilling, Giant Steps og billetter her.
