Mikrobryggerier i København

Frederiksberg Bryghus. Foto: minby.dk

København rummer efterhånden en hel del mikro-bryggerier, der udover god øl byder på rundvisninger og smagninger.

Et fantombryggeri er et bryggeri uden eget udstyr – og sådanne er mange af i København. Det betyder, at man bruger sine egne opskrifter, markedsfører sig under eget navn, men får lavet selve øllet i et bryghus med ledig kapacitet. Det behøver bestemt ikke at betyde dårligt øl. For eksempel var Danmarks mest kendte og bedst anmeldte mikrobryggeri, Mikkeller, et fantombryggeri.

Bryggerierne

Nørrebros Bryghus ligger i Ryesgade, hvor man både brygger øl og driver restaurant = en brewpub. I Hedehusene har bryggeriet en afdeling, hvor flaskeøllet bliver til. Her er dog ingen servering. Bryggeriet har en medlemsklub, Ølforum, som giver adgang til gratis smagninger, særlige tilbud og adgang til bryghusets Ølsymposium, som afholdes hver tredje tirsdag. Det koster 330 kr./år at være medlem.

Warpigs er også en brewpub, skabt i et samarbejde mellem danske Mikkeller og amerikanske Three Floyds. Den ligger i Den Hvide Kødby på Vesterbro – en af tidens mest hotte placeringer.

Brewpub har taget konsekvensen og kaldt huset præcist det, det er. Det ligger i Vestergade og udmærker sig ved, at der hver mandag er åben rundvisning suppleret med fire smagsprøver for 96 kr. i alt. Et godt initiativ, for de fleste bryghuse holder kun rundvisninger for grupper.

To øl er et fantombryggeri med adresse i Rantzausgade, der nu også går brewpub-vejen, efter ellers at have brygget i Belgien. Hidtil har man haft en mindre bar i Stefansgade, men 12. maj åbner BRUS, kaldet bryggeriets lillesøster, i en nedlagt fabrik med 750 m2 til rådighed, beliggende i Guldbergsgade – så man holder sig fortsat til Nørrebro. Det sker i samarbejde med Mikropolis Bar. Der er stor åbningsfest fra kl. 16 til midnat – med 2200 (Nørrebros postnummer) gratis øl og drinks.

Alle de andre

Amager Bryghus er et velrenommeret, stort bryggeri, der tilbyder rundvisninger med ølsmagning.

Frederiksberg Bryghus er et af de nyeste skud på stammen. De afholder ølsmagninger både for private og firmaer og sælger ud af deres øl hver lørdag fra 11-15 i den lille hyggelige butik på Fasanvej 4.

Flying Couch er et rigtigt bryghus, hvis produkter blandt andet kan nydes på Fermentoren, et dejligt ølsted på Halmtorvet. Bryggeriet ligger på Bygmestervej i Nordvest.

Skands er et rigtigt bryggeri i Brøndby, ledet af en af de få, kvindelige bryggere i Danmark, Birthe Skands, tidligere ansat på Carlsberg.

Apollo er en brewpub, der i mange år har ligget sammen med restauranten A Hereford Beefstouw lige uden for Tivoli.

Vesterbro Bryghus er en brewpub knyttet til Streckers-koncernen, der ligger lige i starten af Vesterbrogade.

Færgekroen Bryghus følger samme koncept som Vesterbro Bryghus og ligger i Tivoli.

Skål og god fornøjelse!

 

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!