Med 10 forskellige festivalområder fra Nordhavn i nord til Valby i syd inviterer Kulturhavn for 15. gang til gratis festival med dans, musik, vandsport, teater og guidede sejlture i havnen
I festivalperioden 7. – 9. august kan du opleve nye sider af hovedstadens charmerende og kontrastfulde havnekvarterer. Havnen er en helt unik kulturel scene, og kun fantasien sætter grænser for, hvordan det blå byrum kan udnyttes til at skabe kultur og gode havneoplevelser.
100 kulturelle aktører deltager i festlighederne med 250 gratis aktiviteter. Du kan blandt andet deltage i salsafest på Papirøen, kajakpolo på Islands Brygge, motordrøn og historiske fortællinger fra det gamle B&W værft på Enghave Brygge, vinterbadning i Sydhavnen og havnehygge på kajen i Nordhavn. De Eventyrlige Sejladser fra Admiral Kaj er den eneste Kulturhavn-aktivitet, der kræver tilmelding på forhånd.
Læs mere om tilmelding til De Eventyrlige Sejladser her
Læs hele programmet for Kulturhavn her
Festivalens 100 foreninger og kulturelle aktører står klar til at give dig en uforglemmelig weekend og inspirere dig til et aktivt fritidsliv. Fodtennis eller fægtning, græsk dans eller grønlandsk kajak. De særlige Kulturhavn-shuttlebåde og Movias havnebusser gør det nemt og gratis at komme rundt til de forskellige aktiviteter alle tre dage.