Bliv klogere på dine rødder og al den spændende historie, vi står på skuldrene af ved Historiske Dage i Øksnehallen. Her kan du tage på en historisk rundrejse fra vikingerne over tredieårskrigen til Beatles og 70’ernes fællessange.
Når Historiske Dage løber af stablen den 10.-11. marts er det 4. gang, at man kan dykke ned i historien en hel weekend i Øksnehallen. Her vil fortiden – både den nye og den noget ældre – blive formidlet via foredrag, debatter, shows, film og de spændende reenactments, hvor man som deltager bliver en del af en tidsperiode eller historisk begivenhed.
Det er et stort anlagt event med mere end 60 udstillere lige fra museer, forlag, foreninger, arkiver og medier. Fx kan man på stedet både møde Kronborg Slot, Gyldendals Forlag og det nye og anderledes museum Tirpitz, der ligger i Vestjylland. Og så handler det ikke om én historisk begivenhed eller periode – tværtimod er det historiens mangfoldighed, man her kan opleve. Alt dette skal være med til at øge interessen for historien og fortælle os, hvad vi er formet af.
Underholdning og faglighed
Historiske dage er historien oplevet i en underholdende men faglig ramme. Arrangementet er derfor ikke kun henvendt til historielærere men i høj grad til alle, der er almindeligt interesserede i fortiden, og som gerne vil vide mere og lære nyt. Det handler om formidling, hvordan man formidler historien, så folk bliver fanget og får lyst til at opsøge mere viden. Og historisk viden vil der være masser af.
Fra vikinger til Beatles
Men hvordan får man så det hele med? For 200 kroner (forsalg 180 kroner) kan man på en weekend foretage en rejse rundt i historien. Det er oplagt at starte i vikingetiden, den danske oldtid, lørdag formiddag, og denne dag er der hele tre arrangementer om én af de perioder, vi som nation er mest kendt for. Det første arrangement handler om, hvorfor vikingen aldrig var syg. Umiddelbart herefter kan man høre om Vikingeguldet, som er Danmarks største guldskat.
Lidt senere på dagen kan man bevæge sig frem til foråret 1964, hvor Beatles bryder igennem lydmuren, og lytte til Skælv og oprør: Beatles. Sidst på dagen er der også musik. Her handler det om strejkesange – de sange man sang under det konfliktfyldte arbejdsmarked i 1970’erne. Historien fortælles gennem en række sange, og så spilles der selvfølgelig også op til fællessang.
Om søndagen kan man møde den store Verdenshistorie. Her handler det blandt andet om Trediveårskrigen, der sluttede i 1648, og som også kaldes den første verdenskrig. Hvorfor den var en katastrofe kan man høre om ved ‘En europæisk katastrofe fylder 400 år’.
Herskab, tjenestefolk og gentlemanden
Det er også om søndagen man kan høre om Den perfekte gentleman med forfatteren og forskeren Mikkel Venborg Petersen, som har forsket i adel og herregårde og udgivet bøger herom. Dette bliver fulgt op af et arrangement om Herskaber og tjenestefolk.
Et af søndagens sidste arrangementer handler om hele historien bag den barske film “Under sandet” fra 2015, som beskrev, hvordan vi i Danmark fik klaret minerydningen efter besættelsen.
Får man bagefter lyst til at rejse ud i verden og møde historien der, hvor den foregik – så kan man i Øksnehallen også besøge rejsebureauer, der har specialiseret sig i historiske rejser.
Historiske Dage finder sted den 10.-11. marts i Øksnehallen, Halmtorvet 11, 1700 København.