Kødbyens Mad og Marked starter en ny sæson

Kødbyens Mad og Marked, der ligger i ”Den Hvide Kødby” på Vesterbro, åbnede i 2015. Nu starter en ny sæson med masser af madboder, musik og fællesskab.

Markedet er kun åbent i weekenderne i sommerhalvåret fra april til oktober, så nu kan vi se frem til en ny sæson lørdag den 1. april og herefter hver lørdag og søndag kl. 10-18.

I åbnings-weekenden bruger arrangørerne et af deres ”wildcards” og holder åbent til kl. 22 om lørdagen. Der skulle blive meget mere af alt det gode fra sidste sæson og en masse nyt – og som vanligt med omkring 70 boder.

Markedet udvikler sig

Som nævnt startede markedet tilbage i 2015. Oprindeligt var det tænkt som en slags pendant til Torvehallerne, men med Vesterbro-priser. Det kniber imidlertid lidt med den slags fødevarer, man tager med sig hjem. Hovedparten af boderne sælger mad til at indtage på stedet.

På trods af dette, eller måske netop derfor, blev markedet hurtigt meget populært blandt vesterbros indbyggere og mange andre københavnere. Når vejret er godt, kan det ligefrem være svært at komme rundt mellem alle de andre – for ikke at tale om at finde en siddeplads, hvor man kan nyde de indkøbte lækkerier.

Med inspiration fra London, hvor faste ugentlige markeder præger bybilledet, kommer der nu også en filial på Frederiksberg hver uge om sommeren. Det sker om onsdagen fra den 5. april. Åbningstiden er 16 – 22.

Konceptet kaldes Open-Source, dvs. at arrangørerne kommer med en fast base, men alle er velkomne til at deltage, så længe der bidrages med kvalitet i øjenhøjde.

Basen vil være madstader, madvogne, forskellige musikalske indslag såsom små live-jazz sessions, street sports, plantemarkeder mm. Det er et mødested med fokus på mad og fællesskab, placeret under Bispeengbuen.

Særlige arrangementer

Ud over de almindelige aktiviteter afvikles i løbet af sæsonen særarrangementer, som Kaffens Dag og Påskemarked 16. april, Vinfest 30. april, Flødedag 7. maj, Brødets Dag 14. maj og ”Øl i Kødbyen” 28. maj.

Læs mere om alle arrangementerne her. Der er allerede planlagt aktiviteter for hele sæsonen, så det er bare med at få noteret det mest interessante i din kalender.

 

 

 

 

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!