Kærlighed og kønsforviklinger i Grønnegården

Helligtrekongersaften i GrønnegårdenAnn Leonora Jørgensen, Julie Agnethe Vang og Laura Bro i Helligtrekongersaften i Grønnegårds Teatret. Foto: Bjarne Stæhr.

Der er knald på kludene og på kønnene i Grønnegårds Teatrets fortolkning af William Shakespeares 500 år gamle, men højst aktuelle forvekslingskomedie, Helligtrekongersaften.

Anmeldelse

Grønnegårdsteatret er og bliver et af de mest charmerende steder i byen at opleve de gamle klassikere i ny fortolkning og forklædning. Omkranset af de grønne lindetræer og den smukke rokokobygning, der engang husede det kongelige Frederiks Hospital og i dag Designmuseum Danmark, kan man holde picnic på græsset inden forestillingen. Det uforudsigelige danske sommervejr tilfører en ekstra intens spænding. Det kan blæse og regne eller solen kan heldigvis skinne fra en blå himmel, som den gjorde det forleden ved premieren på Helligtrekongersaften.

‘Knald-regnbuefarvet’

Det er en af William Shakespeares mest elskede komedier, som Grønnegårds Teatret har valgt at sætte op i sin 37. sæson. Det er samtidig en forestilling fuld af forviklinger, forvandlinger og forvekslinger og som instruktør Christoffer Berdal har sagt det, så er den ’knald-regnbuefarvet’. Helligtrekongersaften er en fortælling om kærlighed og længsel i alle dets afskygninger – den lykkelige, den ulykkelige, den til det samme køn og den til det modsatte. Selvom stykket er skrevet for 500 år siden er temaet om køn, identiteter og kærlighed mere aktuelt end nogensinde.

Et bølgende Hurlumhejhus

Scenen indrammes af en turkis gitterkonstruktion formet som en gigantisk bølge med skum på toppen – gulvet er blåt og bugtende. ’Det minder om Hurlumhejhuset på Bakken’ lød det fra en blandt publikum, og det kan der unægteligt være noget om. Vi er i fantasilandet, Illyrien, hvor tvillingerne Viola og Sebastian adskilles efter et skæbnesvangert skibbrud. Da Viola skyller op på bredden, er hun sikker på, at hun har mistet sin bror til havet og for at klare sig i det fremmede land, forklæder hun sig som mand og kalder sig Cesario.

Køn og stand på kryds og tværs

Helligtrekongersaften

Katrine Greis-Rosenthal og Julie Agnethe Vang i Helligtrekongersaften. Foto: Bjarne Stæhr.

I forklædning bliver Viola tjener for fyrst Orsino, og må undertrykke sin øjeblikkelige forelskelse i ham, da hun får til opgave at være budbringer for hans bejlen til den uinteresserede og sørgende grevinde Olivia. Imidlertid forelsker grevinden sig snart i Cesario – og så er kønsforvirringen og forvekslingskomedien i fuld gang. Og den bliver godt hjulpet på vej af de tre spøjse figurer Tobias Hikke, Andreas Blegnæb og grevindens kammerfrøken, Maria. De fabrikerer et brev, der skal få grevindens hushovmesterinde til at tro, at grevinden er forelsket i hende. Forelskelserne florerer på kryds og tværs uanset køn og stand, og i Christoffer Berdals version i den grad, da han har taget sig den frihed at gøre Shakespeares hushovmester til hushovmesterinde.

Yderligere forviklinger opstår, da det viser sig, at Violas tvillingebror, Sebastian er i live. Han er blevet reddet af flådekaptajn Antonio, der tydeligvis er forelsket i Sebastian. Og da Antonio møder Viola forklædt som Cesario, der til forveksling ligner Sebastian, er forvirringen total.

Lidt mindre dreng

Som sædvanlig har Grønnegården samlet et dygtigt hold af skuespillere. Åbenbart er det sådan, at man som skuespiller helst skal have haft en større rolle i en film eller tv-produktion, før man kan indtage de store roller på teatret. – Men så er det godt, at Katrine Greis-Rosenthal fik rollen som Jacobe med det melankolske blik og den gådefulde skønhed i Bille Augusts Lykke-Per produktion, for hende vil vi gerne se mere til. Det kan man indtil videre i Grønnegården, hvor hun spiller hovedrollen som Viola/Cesario. Man kunne godt have givet hendes Cesario lidt mere pågående kant – lidt mere mand og lidt mindre dreng. Men uanset – mørk, smuk og klædt i lækker cremefarvet haremsbuks møder ridebuks tilsat elegant hovedbeklædning, forstår man såvel grevindes betagelse som fyrst Orsinos spirende interesse.

Klokkeblomst på speed

Blandt de øvrige på scenen ses Troels Lyby, der med tilbagelænet selvfølgelighed kombinerer overlegenhed med sympati i hans Orsino. Ann Leonora Jørgensens hushovmesterinde er til at begynde med stiv og tilknappet, men da hun bildes ind, at grevinden, der spilles af Julie Agnethe Vang, er forelsket i hende, springer hun ud som en kåd, skriggul klokkeblomst på speed med plirrende øjne og vrikkende rumpe.

Niels Ellegaard har latteren og narren Feste i sin hule hånd. Tobias Hikke spilles af Asbjørn Krogh Nissen, der her får det optimale ud af sin høje, ranglede krop. Og så er der ikke mindst Anton Hjejles herlige og komiske Andreas Blegnæb, der forfjamsket, urolig og trippende suger opmærksomheden til sig iført et sjældent set skrud af en kjolelignende dragt.

Eventyrlighed og begejstring

Helligtrekongersaften

Anton Hjejle og Asbjørn Krogh Nissen i Helligtrekongersaften. Foto: Bjarne Stæhr.

Apropos kostumerne – de er et kapitel for sig. Kostumedesigner Nicholas Nybro er manden bag kreationerne, der oser af eventyrlighed og begejstring. Der er i den grad skruet op for udtrykket og resultatet er et festfyrværkeri af balkaninspirerede gevandter, der blæser een bagover med ekstreme proportioner, vilde farver og fantastiske stoffer. Der er gang i kludene og det er sjovt.

Som det er med god komik er den sjov, men gerne på en bund af noget substantielt og eksistentielt. Shakespeares Helligtrekongersaften kan ligeledes afæskes eviggyldige budskaber om magt, bedrag og fastlåste konventioner, der lægger hindringer i vejen for kærligheden, der i sin natur er frit flydende mellem sociale skel og kønslige grænser. I Grønnegårds Teatret er man ikke i tvivl om det regnbuefarvede budskab, men fokus ligger på det fjollede, det skægge og balladen.

Helligtrekongersaften spiller i Grønnegårds Teatret indtil den 24. august (undt. 8.- 13. juli), i Designmuseum Danmarks have, Bredgade 68, 1260 København. Haven er åben for picnic fra kl. 17.30.

Læs mere om Helligtrekongersaften i Grønnegårds Teatret, billetter og picnicmuligheder her.

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!