Fra mexicansk streetfood i Torvehallerne til eksperimenterende venezuelansk gourmet – der er noget for enhver smag og pengepung i København, hvor det latinamerikanske køkken har momentum.
Det begyndte for at par år siden, hvor den mexicanske bølge skyllede ind over København. Før da havde mex-tex restauranten Chicos Cantina i Borgergade plus et par stykker udgjort byens mexicanske madscene, men nu er der i den grad kommet andre tacos på tallerknen.
Nye restauranter med kærlighed til det autentiske mexicanske køkken og dets små bløde tacos, molesovse, spicy salsaer og chilier er åbnet. Andre fortolker og tilsætter et nordisk touch. Interessen for det mexicanske køkken har affødt den nyeste gastronomiske trend – mad fra Sydamerika, som København også har fine bud på. Vi har plukket en håndfuld af de bedste steder i byen at sætte tænderne i den latinamerikanske mad.
Hija de Sanchez
Hija de Sanchez i Torvehallerne er det nyeste skud på den mexicanske stamme i København. Her byder Nomas tidligere dessertkok på tacos, som dem hun er vokset op med i en mexicansk familie.
Jamie Oliver, Rene Redzepi, anerkendte anmeldere og verdens førende bloggere har været der og så har vi slet ikke nævnt den internationale presse som Vogue og The Wall Street Journal. Alle har de besøgt Rosio Sanchez’ nye taquería i Torvehallerne, Hija de Sanchez (datter af Sanchez).
Læs mere om Hija de Sanchez her
Llama
Sydamerikansk coolness hos Llama, der henter kulinarisk inspiration fra bl.a. Peru, Lima, Chile og Equador og tilsætter et nordisk touch. Og netop har vundet international designpris for sin indretning.
Det første man bemærker er de spektakulære håndlavede mexicanske fliser, der dækker både gulv og vægge overalt i restaurant LIama (udtales Yama). Det er et imponerende farvebombardement af mønstrede kvadrater, der i hver sin forskellighed danner en vild æstetisk helhed.
BarBurrito
Den charmerende og upolerede BarBuritto byder på mexicansk mad, som de synes, den skal være i Danmark = Mæxicansk.
I en høj kælder under en tatoo- og piercing shop i Skindergade bor BarBurrito. Fra gaden stiger man ned i en dunkelt belyst, rustik restaurant med en lang bar og små læderbåse. Væggene er gule og nogle steder beklædt med hvide fliser og der er ikke højt til det sortmalede loft, hvorfra industrilamper hænger over de røde borde.
Condesa Bar & Spiseri
Mexicansk mad, cocktails og musik på Condesa Ved Stranden, hvor vi er langt fra fine dining, men tæt på en uhøjtidelig fest.
Hot mexicansk mad og læskende cocktails baseret på tequila eller rom er og bliver et perfekt match. Det faktum har Condesa – Bar og Spiseri taget den fulde konsekvens af. Condesa, der er opkaldt efter en trendy bydel i Mexico City, kalder sig selv ”Et mexicansk spiseri med cocktail og fest”.
Læs mere om Condesa Bar & Spiseri her
Taller
Venezuelansk gourmet restaurant ved Kongens Nytorv er et eksempel på den nye globale gastronomiske bølge – det sydamerikanske køkken.
Med Taller har den københavnske gourmetscene i år har fået en ny vild dreng i klassen. Og der er ikke en eneste ny nordisk radise at spore på menuen, selvom de tre indehavere alle har trådt deres sko hos Noma. Myrerne kan man godt være heldig – alt efter temperament – at støde på. Taller er nu engang gourmet fra regnskoven i Venezuela.