Guide: Coole cocktails i den hotte sommerby

RubyFoto: Ruby.

Det er sommer og det er cocktail-time. Her er fem bud på steder, hvor bartenderen kan sit kram. Læs om den nye, elegante Bar Deco, Co-Ma, der shaker en hel cocktail menu afstemt til din mad, smukke Ruby, den skjulte oase, Lidkoeb og eksklusive Nimb Bar.

Den københavnske barscene bugner med fantastiske cocktails og dedikerede bartendere, der eksperimenterer med smagssammensætninger og sanseoplevelser på samme niveau som byens bedste restauranter. Vi giver dig fem bud på steder, hvor der mixes, rystes, røres og blendes velsmagende såvel som vovede cocktails i byen.

Bar Deco

Bar Deco

Foto: Bar Deco.

Palæ Bars cool lillebror kan kalde sig ‘Byens Bedste Bar’

Efter at Bar Deco åbnede dørene i det tidlige forår, har den stillige lillebror til den legendariske Palæ Bar høstet et hav af anmelderroser. ’Hypen holder: Det hele spiller’, ’Håndværket er fuldstændig godkendt’, lød det bl.a. fra to af de store dagblade. Tilmed er Bar Deco for nylig blevet hædret med Berlingske Tidendes ’Byens Bedste’ pris, og kan dermed kalde sig ’Byens Bedste Bar’.

Indretningen er naturligvis art deco inspireret – cool og elegant, men samtidig hyggelig og nordisk med farver og lyst træ. Bar Deco er, som nævnt, et barn af det kendte stamsted Palæ Bar, der ligger lige ved siden af i Ny Adelgade. Men hvor Palæ Bar serverer øl og drinks på traditionel vis og hvor der er jazz, samtale og hygge mellem slurkene, byder Bar Deco på cocktails udført med omhu, finesse og et kreativt twist. Et eksempel er barens ekstravagante version af Bloody Mary med bacon og cornichoner. Fra de specialfremstillede fadølshaner tappes weissbeer og brown ale. Også let mad er på menuen hos Bar Deco, der bl.a. serverer østers, caviar, fois gras og tatar.

Bar Deco
Ny Adelgade 5B
1104 København.

Læs mere om Bar Deco her.

Co-Ma Madsalen

Co-Ma Madsalen

Foto: Co-Ma Madsalen.

Bartenderens evner er lige så vigtige som kokkens hos Co-Ma, kort for Cocktail og Mad

Så meget har cocktails vundet indpas i byen, at flere spisesteder er begyndt at servere dem til mad. Vi er vant til at blive præsenteret for en vinmenu til middagen, men cocktails – det har indtil for få år siden primært været forbeholdt byens mexicanske og sydamerikanske restauranter.

På det hyggelige hjørne, hvor Farvergade møder Gåsegade i Indre By ligger Co-Ma Madsalen – en restaurant, der er bygget op om konceptet cocktails og mad, og dette i en grad, at man har taget navn efter kombinationen. Her midt i den gamle bykerne, kan man droppe ind til en cocktail eller to, eller man kan forene fornøjelsen med mad. Her er en velassorteret bar og et lounge-område med lædersofaer, mens restauranten indtager et stort lokale – ja nærmest en sal, hvor man serverer fransk inspireret mad med et nordisk twist.

Hos Co-Ma Madsalen er bartenderens evner lige så vigtige som kokkens, og stedets cocktails er særligt sammensat efter a la carte menuen. Man kan også kaste sig ud i en delikat 10 retters tastingmenu, der tager en rundtur i a la carte kortet ledsaget af en nøje afstemt cocktailmenu. En ’gazpacho’ lavet på agurk ledsages eksempelvis af The Henricks – en Gintonic lavet på Henricks Gin, Fever Tree Tonic og agurkesaft og agurk. Cocktailmenuer kan bestilles fra torsdag til lørdag. Det er dog også muligt at bestille vinmenu. Cocktailkortet består af de gode klassikere såvel som signature cocktails. Desuden tilbydes en særlig Gintonic menu, og en menu for fordums nu revitaliseret og retro cocktails som Negroni, Dry Martini og Old Fashioned.

Co-Ma Madsalen
Farvergade 15
1463 København K

Læs mere om Co-Ma Madsalen her.

Ruby

Ruby Cocktailbar

Foto: Ruby.

Kompetent vovemod i de højloftede stuer

Vi kommer ikke udenom Ruby, der helt fra begyndelsen har været med til at sætte den høje standard for københavnske cocktailbarer. I en smuk gammel lejlighed på Nyropsgade 10 ligger Ruby med udsigt til kanalen og Thorvaldsens Museum. Enhver københavnsk cocktailbar med respekt for sig selv, skilter ikke med sin eksistens. Måske er indgangen en undselig port til en baggård på Vesterbro, en anonym sort dør med kighul eller som det er tilfældet med Ruby en helt almindelig gadedør, hvor kun en diskret graveret messingplade afslører, at baren er beboeren.

Der hersker en herskabelig hygge i de højloftede stuer hos Ruby. Det er lidt som at være inviteret til en privat fest, hvor sofaarrangementerne og baren hurtigt fyldes af en blanding af yngre og lidt ældre, hipstere, kreative såvel som forretningsfolk. Ruby kom i 2013 ind på magasinet Drinks fornemme liste over de 50 bedste cocktailbarer i verden, hvor man indtog en 22. plads. Og i dag har Ruby fundet sig naturligt tilrette på listen hos World’s Best Bars. Med kompetent vovemod tilføjer bartenderen det klassiske repertoire af drinks og cocktails sit eget twist. Samtidig kører Ruby med et cocktailkort, der er inspireret af sæsonens farver og frugter. Rubys tilbagetrukne stil emmer af eksklusivitet, men har du først fundet frem, vil du ikke hjem fra den hyggelige næsten hjemlige feststemning og de formidable cocktails.

Ruby
Nybrogade 10
1203 København K

Læs mere om Ruby her.

Lidkoeb

Lidkoeb

Foto: Lidkoeb.

Det gyldne lys og den nordiske hygger strømmer dig i møde

Som en skjult oase ligger Lidkoeb i en baggård på Vesterbro. Du skal ned ad Vesterbrogade og ved Føtex ind igennem en port og en gård, før du når til det fint renoverede baghus, der huser Lidkoeb.

Om sommeren er de kulørte lamper omkring terrassen tændt, og du kan nyde en cocktail under den lune sommerhimmel. På mørke koldere aftener strømmer det gyldne lys og den nordiske hygge imod en, når man åbner døren til den smagfuldt indrettede bar. Her er cognacfarvet læder og fåreskind på slagbænkene, der sammen med rustikke borde danner lave båse i den ene side af lokalet, mens den lange bar breder sig overfor. Træder man et trin op, kan man sætte sig til rette i Børge Mogensens designklassiker Den Spanske Stol, imens ilden buldrer i pejsen. På første sal er et nogenlunde tilsvarende barlokale, mens der oppe under taget på 2. sal er indrettet, hvad der minder om en krydsning mellem en whisky bar og en hyggelig dagligstue – og jo, det er her, at du skal finde op, hvis du er glad for whisky.

Cocktailmenuen skifter løbende og lige nu har sommersæsonen sat sit tydelige præg på kortet, således kan man lige nu læske sig i en ’Jordbær & Koldskål Daiquiri ’, en ’Tropical Gimlet’ eller en ’Watermelon Margarita’ blot for at nævne tre.

Lidkoeb
Vesterbrogade 72 b 
1620 København V

Læs mere om Lidkoeb her.

Nimb Bar

Nimb Bar

Foto: Line Ahnoff/Tivoli.

Eksklusiv atmosfære ved pejsen under antikke krystallysekroner

Der er plads, lys og luft under den imponerende lysekrone i Nimb Hotels smukke restaurerede balsal, der i dag er rammen om Nimb Bar. Man skal vide at den er der – gemt i det indre af Nimb Hotel ved siden af indgangen til Tivoli overfor Hovedbanegården. Men går man ind og op af trappen åbenbarer sig en cocktailbar i et stort højtloftet og luftigt lokale med statelig pejs og tre funklende krystallysekroner fra dengang her var balsal i begyndelsen af 1900-tallet.

En enorm blomsterbuket indtager midten af det aflange ovale rum, hvor et massivt og bredriflet fyrretrægulv sørger for et rustikt, moderne og nordisk præg. Fra sofaarrangementerne, som der er tilpas langt imellem, kan man sidde med en Margrethes Margarita eller en Gin Gin Smash og nyde den danske kunstner Cathrine Raben Davidsens elegante vægudsmykning hele vejen rundt i Nimb Bar.

Menukortet er klassisk med alle de traditionelle kendinge udsat for et lille drej. Derudover er der champagne og vin. Baren byder også på Afternoon Tea – om sommeren i weekenden og ellers hver dag. Og som det hør og bør sig efter engelsk tradition har teen følgeskab af delikate hapsere – hos Nimb er der f.eks. håndpillede rejer med vagtelæg eller stenbiderrogn med butterdej eller kyllingelevermousse med rabarber. Skal det være rigtig vildt, er der på særlige dage Afternoon Tea Extraordinaire med bl.a. trøffel, kaviar, østers og et glas Don Pérignon foruden naturligvis te. Cocktails serveres hver dag fra kl. 17.00.

Nimb Bar
Bernstorffsgade 5
1577 København K.

Læs mere om Nimb Bar her.

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!