Med audiowalken som medie tager forestillingen Engram publikum med på rejsen fra livet mod døden i en intens vandring mod det endelige åndedrag
Med København som scenografi spiller 18 danske og internationale teatergrupper i disse dage forestillinger på den internationale teaterfestival Metropolis (12. – 30. August).
Vi skal alle dø en dag – og den dag er i dag
“Imagine you only have 640 breaths left”. Livet og menneskets dødelighed bliver i audiowalken Engram sat på spidsen af den svenske teatergruppe Osynliga Teatern. Igennem iscenesættelsen inddrager Engram fysisk publikum i fortællingen om deres egen død. Fra forestillingens begyndelse i Vor Frue Kirke bliver publikum delt i to grupper, der guidet af en auditiv stemme leder os gennem København. Under forestillingen bliver vi gang på gang mindet om vores nærmende død, der konkretiseres af den auditive stemme, som løbende laver en nedtælling til vores endelige åndedrag: ”260 breaths left”. Engram iscenesætter en intim præsentation af vores egen eksistens skrøbelighed, og med smukke København som scenografi, bliver vi i lyset af vores snarlige død mindet om at nyde hvert et øjeblik af vores liv. ”Look at the things around you”, siger stemmen, ”they will be here long after you are gone”.
Inden vi ånder ud
Forestillingen beskriver sig selv som ”en hyldest til livet”, og hvordan kan man hylde livet mere end ved at stirre døden direkte i øjnene? Forestillingens alvorlige tematik får, trods dens relativt simple form, en dybt rørende effekt. Undervejs veksler man mellem behovet for at sætte sig ned og græde og lysten til at gribe tilværelsen og få gjort noget ved livet! Engram er bestemt en unik kulturel oplevelse, og lader man sig rive med af stemmernes iscenesættelse, er der en god chance for man forlader forestillingen med en ny respekt for livet.
NB. Forestillingen er på engelsk.
Læs mere om Engram og teatergruppen Osynliga Teatern – klik på linket.