Menneskets grundvilkår er sat på spidsen i Maria Vinterbergs underholdende opsætning af Ionescos absurde klassiker ‘Den Skaldede Sangerinde’ på Teatret Ved Sorte Hest.
Anmeldelse.
Teatret Ved Sorte Hest gør det igen. Stiller spørgsmålet ”Hvad er meningen med galskaben?” og får publikum til at overgive sig til latteren, imens det konfronteres med, hvor absurd livet og alle dets automatiserede omgangsformer kan være.
Seks personer, der i over en time på ganske underholdende og til tider ret så fantasifuld vis taler forbi hinanden. Det er, hvad man på Teatret Ved Sorte Hest oplever, hvis man sætter sig i de plyssede sæder og indtager instruktør Maria Vinterbergs genopsætning af Eugène Ionescos absurde klassiker ”Den Skaldede Sangerinde”. Her er menneskets grundvilkår som ensomme individer, der nok kan leve side om side, men aldrig forstå hinanden, sat på spidsen.
Munksgaard brillerer som Fru Smith
Scenen er sat i en temmelig upersonlig designerlejlighed, hvor alting er gået i stå. Gæsterne til aftenens parmiddag er ikke dukket op, og nu sidder Hr. og Fru Smith og må udholde hinandens selskab. Sjældent har nogen set så helt og aldeles åndsforladt ud, som Steen Stig Lommers Hr. Smith, når han overhører sin kones linde strøm af smalltalk. Imens brillerer Charlotte Elizabeth Munksgaard som Fru Smith med et ansigt, der gang på gang skyder genvej fra den ene yderlighed af følelsesregistret til det andet. Og med sin lange krop kan hun tilsyneladende udtrykke alt, om det så er ved at krumme sig sammen i sorg eller sprælle rundt i en lidet feterende dans.
Præcis mængde nervøse trækninger
Da venneparret Hr. og Fru Martin endelig dukker op, får vi en dialog, der er kørt helt ud i det ekstreme. Det viser sig nemlig, at aftenens gæster, ægteparret Hr. Martin (Peter Oliver Hansen) og Fru Martin (Marina Bouras, kendt fra bl.a. tv-serien, ”Ørnen”), tilsyneladende har glemt, at de overhovedet kender hinanden. Som høflige fremmede, der er blevet placeret ved siden af hinanden til en middag, må de famle sig frem og stykke detaljerne fra deres smalltalk sammen, for til sidst at konkludere, at de må være gift, da de bor i samme by, på samme gade, i samme husnummer, samme lejlighed og sågar sover i samme seng.
Scenen er eminent udført af Peter Oliver Hansen og Marina Bouras, der begge formår at tilføre deres replikker lige præcis den mængde nervøse trækninger, der skal til for at gøre det ellers så tilforladelige og normale urkomisk.
Alle taler lystigt forbi hinanden, og med stort raffinement tvistes den almindelige konversation, så et høfligt spørgsmål som ”Er de ked af det?” bliver svaret med ”Nej, han røvkeder sig”.
Therese Glahn er citronskiven i drinken
Hvor anstrengte smil og velvillige, men mislykkede forsøg på at nå hinanden med desperate høflighedsfraser karakteriser al interaktion mellem de to par, skærebrænder tjenestepigen Mary (Therese Glahn, bl.a. kendt fra tv-serien ”Nikolaj og Julie”) herligt igennem med en no bullshit attitude, der kan intimidere selv en overmåde selvforherligende brandinspektør (Michael Moritzen). Med iskold ligegyldighed skyller hun det ene ufortyndede glas gin ned efter det andet og sætter ligeså usødet selskabet på plads, sin plads i hierarkiet til trods.
Therese Glahn medvirker i langt under halvdelen af scenerne, men som den kulørte skive citron i enhver gin og tonic med respekt for sig selv, bliver hun den vitale kontrast, der gør de andre karakterers gennemsigtighed og vægelsind mere udholdelig.
Goddag-mand-økseskaft
Stykket varer en time og et kvarter, og spillerne formår at holde dampen oppe, men længere må et absurd stykke af denne kaliber ikke være. For ligeså sjovt og komisk som de kuldsejlede samtaler er, ligeså træt kan man blive over at lede efter mening, hvor der ingen er.
Sidste scene er en skøn energiudladning, hvor galskaben tager over og vanvittige remser, gestik og lyde overtager det verbale. Sætninger som ”Jeg vil hellere lægge æg end drive gæk” bliver fyret af som desperate missiler og besvaret med ditto goddag-mand-økseskaft-svar som ”Min onkel bor på landet, men det vedkommer ikke jordemoderen”.
Der spørges i øst og svares i vest, og det i et hæsblæsende tempo, men heldigvis stopper stykket, imens legen er bedst, og som publikum efterlades man herligt rusket op i og ude af stand til at udveksle et par sætninger med sin sidemand uden at skænke flosklerne derved en tanke.
‘Den Skaldede Sangerinde’ spiller på Teatret Ved Sorte Hest, Vesterbrogade 150, 1620 København V indtil 11. marts.
Læs mere om ‘Den Skaldede Sangerinde’ på Teatret ved Sorte Hest her.
