Årets Guldpalme-vinder (Palme d’Or) fra Cannes, ‘Vintersøvn’, er et gribende drama, der udspiller sig omkring et familiehotel i Kappadokiens fantastiske bjergformationer
Aydin, en tidligere skuespiller, driver det lille hotel med sin unge kone Nihal og søster Necla, som er nyskilt. Om vinteren, da sneen begynder at falde, bliver hotellet omdannet til et krisecenter, men også et sted, hvor der bliver smidt brænde på trekløverets fjendskaber. En stenkastende dreng sætter handlingen i skred, men det er ikke mindst i filmens mesterligt skrevne dialoger, at spændingen udfoldes.
Jurypræsidenten i Cannes, Jane Campion udtalte om filmen: ’Det er et mesterværk, som et stykke af Tjekhov.’
Filmen har Danmarkspremiere den 18. december og kan bl.a. ses i Grand Teatret.
Læs mere om Grand Teatret her
Se filmens trailer her
Den Gyldne Palme
Filmfestivalen i Cannes er anset som verdens mest prestigefyldte filmfestival, og blev afholdt for første gang i 1946. Cannes-filmfestivalens hovedpris er Den Gyldne Palme (I folkemunde omtales prisen ofte fejlagtigt i flertalsformen “de gyldne palmer”.), der gives til den bedste film. Dog hænder det, at juryen vælger at give prisen til flere film samtidig. Prisen betragtes af mange i filmindustrien, som den mest eftertragtede anerkendelse efter den amerikanske Oscar.
Den næstfineste pris på Cannes-filmfestivalen er juryens “Grand Prix”. Derudover uddeles priser i en række øvrige kategorier, herunder bl.a. bedste instruktør, bedste mandlige og kvindelige skuespiller, samt Juryens Specialpris. Festivalens jury består af en række udvalgte branchefolk fra forskellige lande bestående af skuespillere, instruktører osv. Juryen udskiftes fra år til år.
Danske Guldpalme-vindere
Allerede det første år festivalen blev afholdt udmærkede Danmark sig i konkurrencen. Filmen ‘De Røde Enge’ instrueret af Bodil Ipsen var blandt det udvalg af film, som alle blev tildelt præmien ‘Grand Prix’, som på det tidspunkt var hovedprisen.
Der skulle herefter gå en del år før Danmark igen var med helt fremme i forreste geled, men så var det til gengæld også en god dansk filmperiode, der fulgte. Den første Gyldne Palme gik til Bille August i 1988 for den danske klassiker ‘Pelle Erobreren’. Det lykkedes også for selvsamme Bille August kun fire år senere i 1992 at erobre den Gyldne Palme, denne gang med filmen ‘Den gode vilje’ før Lars von Trier hjemtog den seneste Gyldne Palme til Danmark i år 2000 med filmen ‘Dancer in the Dark’.