Snart rykker operaen atter ud i gader, stræder og på vandet, når tæppet går op for CPH Opera Festival, som i år fejrer 10 års fødselsdag. Det markeres med et program, der er mere alsidigt end nogensinde.
CPH Opera Festival har som mission at bringe operaen ud af de vante rammer. Og i år er bestemt ingen undtagelse, for der er hele 25 forskellige formater på programmet under festivalen, som varer fra den 1. til den 10. august. »Jeg synes egentlig, vi har prøvet at komme alle i møde. Vi banker til topniveauet, vi banker til de store formater, vi holder nogle traditioner i hævd, og så gør vi det, som operagenren oprindelig var garant for, nemlig at tage chancer og gå nye veje. Bogstaveligt talt,« siger festivaldirektør Peter Lodahl om årets program, der markerer 10-året for festivalen.
Festen skydes i gang på eventyrlig vis
En af disse veje fører til Kødbyen. Det er nemlig her, festivalen skydes i gang den 1. august – og det med et brag. For på Flæsketorvet vil du blive mødt af ingen mindre end den slovakiske mesterdirigent Oliver von Dohnányi, en række dygtige sangere, kammerkoret Camerata og det slovakiske nationalteaters orkester, når operaen Rusalka skal opføres. Operaen af Antonín Dvořáks er også kendt som ”Den lille havfrue-operaen”, da den er inspireret af H.C. Andersens eventyr af samme navn. Radiovært Mathias Hammer præsenterer, mens skuespiller Thure Lindhardt har til opgave at binde handlingen sammen. Åbningsfesten er gratis, så det anbefales at komme i god tid. Du kan i øvrigt leje klapstole og købe forfriskninger på aftenen.
Åbningsfesten for CPH Opera Festival er torsdag den 1. august kl. 18.30-22.00 på Flæsketorvet, 1711 København V.
Læs mere om CPH Opera Festival her.
Opera til søs
Et sted, hvor festivalens ambition om opera i uvante rammer for alvor lykkes, er i de københavnske kanaler. Her sejler Operettebåden nemlig rundt de fleste dage af festivalen – og faktisk allerede fra den 26. juli. Stiger du ombord, kommer du dog med på en langt mere international tur, der både går forbi Rusland, Amerika og Tyrol, der hver især byder på vemod og vildskab, musik fra klassiske tegnefilm og kærlighedsforviklinger. Lisbeth Kjærulff og Bo Kristian Jensen synger for, mens kaptajn Jackob Beck fortæller anekdoter og røverhistorier bag klaveret. Operettebåden sejler, uanset om det er solskin eller regn, og en tur varer omkring en time og ti minutter.
Læs mere om Operettebåden på CPH Opera Festival og find billetter her.
La Bohème – nu også på hjul
Var det noget med cykeltur, der tager dig med rundt til en stedsspecifik opførelse af Puccinis klassiker La Bohème? Så kan du både se opera og København på en helt ny måde. Den svære pariserkærlighed mellem Mimi og Rodolfo vil udspille sig på nøje udvalgte lokationer, der egner sig perfekt til fortællingen. Der er cykeltur på Nørrebro den 9. august og i Sydhavn den 10. august, mens der fra den 5. til den 7. august er dømt vandrerute på Refshaleøen. Og er du alligevel mere til den klassiske måde at se opera på, kan du glæde dig til november, hvor CPH Opera Festivals version af La Bohème får premiere på Østre Gasværk Teater.
Læs mere om Tour de Bohème på CPH Opera Festival og find billetter her.