Vejrudsigten står på Indian Summer, så hvorfor ikke nyde denne uventede bonus ved at mødes med ham eller hende du holder af, eller hive kollegaerne med ud på en fyraftensdrink i byens skønne parker med hyggelige caféer?
Parkcaféer – en gammel Citroên varebil, et kongeligt lysthus og et tissehus.
Opfindsomheden var stor, da man i 2010’erne besluttede at indrette caféer i flere af byens parker og anlæg. Tidligere var det nok at spadsere en tur i parken, og så gå ind omkring bageren for at købe lidt lækker med hjem til kaffen efter søndagens udflugt. Men efterhånden som vi begyndte at bruge vores parker og anlæg langt mere rekreativt, blev behovet for at holde en pause på turen eller for at have et træfpunkt at mødes mere påtrængende. Og idéen med at indrette cafémiljøer i parkerne opstod.
En Citroên HY Van et voilà. Vi fik Café Botanisk Have!
Nogle caféer er kun åbne i forårs-, sommer- og efterårsmånederne. Det gælder caféen på terrassen foran det gamle palmehus i Botanisk Have, der åbnede i 2014. Der skulle ingen omfattende ombygninger til. Kun en gammel Citroên varevogn, hvorfra der sælges lækre grillede sandwich, kager og is. Og naturligvis kaffe! På fransk manér kan man sætte sig på trappen op til Palmehuset eller på balustraden ved terrassen. Kort sagt, man kan indrette sig efter udsigten og efter sol eller skygge, som man nu lyster.
Øster Farimagsgade, 1353 København K. – åbent dagligt kl. 10:00 – 17:30.
Læs mere her
Rosenborg Slot og det kongelige lysthus.
For enden af Kavalergangen i Kongens Have ligger Herkules Pavillonen, der oprindelig var et lysthus i parken ved Rosenborg Slot, og var forbeholdt Christian den IV og hans hof. I slutningen af 1700-tallet blev lysthuset ombygget og fik sin nuværende form af stjernearkitekten C.F. Harsdorff. Pavillonen har fået sit navn efter statuen af Herkules, der vogter over bygningen. Caféen er et meget populært træfpunkt for lokale, men også for folk, der har deres arbejde i kvarteret rundt om Kongens Have. Eller som udgangspunkt for en aften i byen. Måske bare til en kop kaffe eller en hurtig drink på vej hjem. Og byder aftenen ikke på andre gøremål, så tilbyder Herkules Caféen skønne tapasanretninger og uimodståelige kager.
Georg Brandes Plads 3, 1307 København K. – åbent 10:00 – 19:00.
Læs mere her
Olivers Oase ved kirkegårdsmuren – fra tissehus til café.
For fem år siden åbnede det tidligere tissehus langs muren til Frederiksberg Kirkegård på Frederiksberg Allé som Olivers Oase. Det lyder ikke umiddelbart særligt indbydende, men det er en meget charmerende lille café. Der er ikke meget plads indendøre, men på det brede fortov står borde og stole linet op. Stemningen er en blanding af fransk boulevard og frederiksbergsk landsby med kirkeklokker og klokkespillet fra rådhuset. Skyllet ned med varm kaffe, kold øl eller friskpresset juice.
Frederiksberg Allé 69, 1820 Frederiksberg C. – åbent kl. 08:00 -18:00.
Læs mere her