Det Kongelige Teater inviterer på en fantastisk og fabulerende drømmerejse, en vanvidsfantasi af anarki, kaos og forunderligt eventyr. Alt sammen på Gamle Scene, hvor julegaven i år er ‘Alice i eventyrland’ omsat til ballet.
Anmeldelse.
Ikke et ondt ord om Nøddeknækkeren, men det er i den grad herligt forfriskende, at Det Kongelige Teater i år har valgt at springe den gamle juleklassiker over til fordel for noget helt andet – nemlig Lewis Carrolls vilde og fantastiske fortælling ’Alice i eventyrland’ omsat til ballet.
Det er den engelske koreograf Christopher Wheeldon, der oprindeligt skabte ’Alice i eventyrland’ til Royal Ballet i 2011, som står bag forestillingen på Gamle Scene. Og med Den Kongelige Ballets dansere på scenen, musik af Joby Talbots og scenografi og kostumer af Bob Crowleys tages man med på en eventyrlig og surrealistisk rejse til drømmesindets dybeste indre.
Mærkeligere og mærkeligere
Vi møder Alice ved hendes forældres havefest en sommerdag, hvor matematiklærer Lewis Carroll underholder børnene. Da gartnerens søn Jack forvises fra festen til Alices store fortrydelse, forsøger Carroll at trøste ved at fotografere hende. Men ikke så snart forvandles han til en hvid kanin, som Alice nysgerrigt følger ned i det dybe kaninhul. Og så begynder et balleteventyr på syre.
Det bliver mærkeligere og mærkeligere i takt med, at Alice falder længere og længere ned i hullet. På et lærred, der fylder hele scenen projekteres med visuelle effekter oplevelsen af, at virkeligheden opløses, løsrevne bogstaver hvirvler og hypnotiserende cirkler suger os ned og atter ned indtil vi med Alice lander i en underverden af magiske og groteske figurer og mærkværdige personager.
Selvforelsket og tyrannisk
Alice, der danses så det er en uskyldig fryd af Ida Praetorius, møder blandt andre Jack, der er blevet til Hjerter Knægt. Han danses af Andreas Kaas og parret repræsenterer på smukkeste og mest fnuglette vis kærligheden, det unge og gode. Men der er naturligvis også andre kræfter på spil i eventyrlandet, hvor den tyranniske og narcissistiske hersker Hjerter Dronning, danset af karismatiske Kizzy Matiakis, drager opmærksomhed i sin enorme kørende kjole så blodrød som hendes trang til at hugge hovedet af sine fjender. Da hun omsider forlader kjolen er det for at danse en vidunderlig humoristisk dans med fire modstræbende kavalerer; Ruder, Spar, Hjerter og Klør, der bevæger sig så væmmelsen er tydelig for enhver med undtagelse af den selvforelskede Hjerter Dronning.
Der hugges, så det sprøjter
Vi møder den skøre, steppende og spraglede hattemager i skikkelse af Charles Andersen, og hans venner Vårharen og Syvsovermusen. Vi finder ud af, at der bag facaden på det idyllisk broderede bondehus ’Home Sweet Home’ foregår makabre og bloddryppende ting i køkkenet. Der bliver hugget med økser, skåret med knive og puttet i kødhakkeren så det sprøjter.
Den Hvide Kanin med røde John Lennon-briller danses af Jón Axel Fransson. Han følger Alice og er som hende en gennemgående figur i forestillingen. Sebastian Haynes imponerer som Kålormen – den indiske Rajah, der ormer og slanger sig rundt med en smidighed, der betager.
Kæmpekatten og megakagen
Scenografien og kostumerne spiller en stor og vigtig rolle i ’Alice i eventyrland’ og giver os oplevelsen af et fabulerende drømmeunivers, en vanvidsfantasi af anarki og kaos. Her er spillekort i menneskestørrelse, en kæmpe mystisk kat, der deler og samler sig. Der er selskab med en gigantisk tekande og en mega lagkage. Der er optiske illusioner og eminent brug af audio-visuelle effekter som, når lærreder i flere lag kører ned og illuderer omgivelser og/eller sindstilstand.
Musikken spillet af Det Kongelige Kapel og som nævnt komponeret af Joby Talbot vækker ikke genkendelsens glæde som ved mange af de gamle klassiske forestillinger, men det betyder mindre for den bidrager på fornem vis i skabelsen af denne forunderlige eventyrverden, som Alice og vi får lov at opleve. Det Kongelige Teaters julegave til både børn og voksne er i år opsætningen af balletten ’Alice i Eventyrland’ og tusind tak for det.
’Alice i eventyrland’ spiller på Det Kongelige Teater, Gamle Scene i perioden den 3. december – 6. januar.
Læs mere om ’Alice i eventyrland’ på Gamle Scene og bestil billetter her.