Christiania Julemarked har højt til loftet

Christiania Julemarked.

Den Grå Hal på Christiania er omdannet til den smukkeste bazar, hvor der er alt fra unika kunsthåndværk til  alternativ gløgg. Ved siden af ligger Kvindesmedien, der også byder på mange gaveidéer.

På Christiania Julemarked i Den Grå Hal er der højt til loftet i mere end en forstand. Her er alle velkomne og i den gamle fredede ridehal fra 1853 er der plads til alle. Christianias Julemarked er gammel i gårde og har eksisteret siden 1970’erne. De 107 små boder er opstillet side om side i Den Grå Hal, der oprindeligt hørte til Bådsmandsstræde Kaserne, og under det høje tag udbydes frem til den 20. december en skøn palette af alverdens juleting og sager bl.a. julestjerner, hvad der kaldes Europas bedste brunkagedej, røgelse og unika kunsthåndværk inden for keramik, huer, sokker og smykker.

Sjov retro lydforstærker af vinylplader

Et af de mere alternative bud på en gaveidé finder man i boden hos en ung fyr, der i bedste Lukas Graham-stil har sat kasketten omvendt på. Af gamle vinylplader har han lavet en tragteformet lydforstærker uden strøm. Den bruger man når man hører musik på sin mobiltelefon.

Hele stemningen krydres med levende musik på den lille scene og når sulten melder sig, kan du kan kigge forbi hos pandekagepigerne og de eksotiske madboder, hvor du også kan hvile benene ved langborde med rødternet duge.

Kvindesmedien ligger rundt om hjørnet

Tæt på Den Grå Hal finder du Kvindesmedien, der er et spændende og produktivt kunstnerværksted af høj kvalitet.  I anledning af julen har Kvindesmedien ting til at pynte op med og mange fine gaveideer at byde på.

Lad bilen stå og tag kontanter med

Den Grå Hal har sin egen indgang til Christiania, så du behøver ikke gå igennem Pusher Street. Indgangen findes ved hjørnet af Prinsessegade og Refshalevej, hvor også bus 9A stopper. Du kan også tage Metro til Christianshavns Torv og nyde gåturen langs Christianshavns Kanal forbi det smukke snoede tårn på Vor Frelsers Kirke. At cykle er altid en mulighed, og det anbefales at lade bilen blive hjemme, da det nærmest er umuligt at finde parkeringsplads. Der er iøvrigt ikke plads til at have barnevogne med indenfor.

Christiania Julemarked holder åbent kl. 12.00 – 20.00 alle dage frem til den 20. december. Dog lukkes kl. 18 sidste dag. Du finder Den Grå Hal på Christiania, Refshalevej 2, 1432 København K.

Læs mere om Christianias Julemarked her.

 

 

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!