Maleri og det maleriske

Siden 1960’erne er maleriet som medium søgt både omstyrtet, genrejst og ikke mindst: analyseret til bunds med henblik på at genindsætte det i nye og meningsgivende udtryk.

Sommerens præsentation af Samlingen i Store Sal rummer en række case stories og “partsindlæg”, der med eksempler fra de seneste 50 år – helt frem til værker skabt i år – belyser denne udvikling.
Det er maleriets bærende konstruktioner, der er til undersøgelse – flade, stof, form, farve; struktur, ramme, for- og bagside. Altså ikke bare fænomenet “olie på lærred”. Maling er påført bagfra, blændrammen er ladt stå frem som en del af værket og maleriets bund bule ud som en hovedpude. De ideer og løsninger, værkerne udfolder, stammer alle fra maleriet og dets tradition, selvom genstande fra hverdagen og industriel praksis også indgår i udtrykket – maling har endda helt kunnet udelades og erstattes af fx fotografiske optagelser.

Trods disse eksperimenter er det fortsat maleriets “blik” vi står overfor. Det maleriske skal altså her forstås som en bestemt måde at se verden på. Måske i kritisk afstand af traditionerne, til gengæld gennem et par briller der udpræget er maleriets.