Tove Jansson; kunst, kærlighed og mumitrolde

MumitroldeneFoto: Kunstforeningen Gl. Strand.dk.

Kunstforeningen Gl. Strand præsenterer netop nu en stor udstilling af den verdensberømte Tove Janssons  værker. Her får du et indblik i hendes malerier, bidrag til tegneserier, samt det store værk om mumitroldene.

Du kan stadig nå at opleve Kunstforeningen Gl. Strands udstilling af den finske kunstner Tove Janssons mangeartede værker. Udstillingen, der kører indtil den 3. september, er skabt af Ateneum Finnish Art Gallery i samarbejde med Kunstforeningen Gl. Strand. Tove Jansson er verdenskendt som kvinden der skabte mumitroldene, men hun er derudover også kendt for at være en meget alsidig kunstner – hun både skrev, malede, illustrerede og lavede tegneserier og politiske karikaturer. I dag betragtes hun som en af Finlands mest modernistiske kunstnere.

Tove Jansson gennem tiden

Tove Jansson (1914-2001) voksede op i et hjem, hvor kunsten hurtigt blev en del af hendes liv. Hendes mor var illustrator og hendes far var billedhugger. Som ung ønskede Tove Jansson at være maler, men det viste sig hurtigt, at hendes liv og værk kom til at rumme meget mere end blot maleriet. For da 2. verdenskrig brød ud begyndte hun at tegne illustrationer til tidsskriftet Garm. Disse illustrationer var, tiden taget i betragtning, dristige og satiriske.

Derudover var det også under krigen, at de første historier om mumitroldene tog sit udspring. Man kan se, at krigen har sat sit præg på de første historier, idet de første mumitrolde blev fremstillet som magre, havde store, røde øjne og udstrålede mismod og uro. Men den fremstilling ændrede sig, for allerede op gennem 40’erne og 50’erne fik mumitroldene det udtryk, som vi kender i dag, nemlig som en sød figur med runde muler og tykke maver, der bor i den farverige og trygge Mumidal. Sidenhen er hendes mumi-bøger blevet oversat til mere end 40 sprog.

Surrealisme og mumiuniverset

Tove Jansson brugte det meste af hendes tid på at male. Udstillingen i Kunstforeningen GL STRAND præsenterer derfor et udvalg af Tove Janssons tidlige surrealistiske malerier fra 1930’erne, de modernistiske og eksperimenterende værker fra 40’erne og 50’erne og de lyriske værker fra 60’erne til 70’erne. Udover hendes malerier udstilles en lang række af hendes illustrationer, bidrag til tegenserier og børnebøger, det store værk omkring mumitroldene og endelig en række materialer, der kaster lys over kunstnerens person. Derudover er der på 3. sal skabt et mumiunivers af den roste finske kunst- og designgruppe COMPANY.

Udstillingen bliver vist frem til d. 3. september på Gl. strand 48, 1202 København. Tirsdag-søndag er der åbent fra 11-17, onsdag fra 11-20 og mandag er der lukket. 

Entréprisen er for børn og unge under 16 år gratis, voksne 75 kr, og for studerende og pensionister 65 kr.  

Læs mere om udstillingen Tove Jansson – Kunst, Kærlighed og Mumitrolde på Kunstforeningen Gl. Strand her. 

 

 

 

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!