Forførende Chicago på Det Ny Teater

Chicago på Det Ny TeaterFoto: MIklos Szabo.

Dans, musik, sang og skuespil – det hele blendes til en betagende cocktail i Chicago på Det Nye Teater, der har sat byens mest sofistikerede og sexede show i scene igen.

Anmeldelse.

star6

Man forstår godt at netop Chicago har rekorden som den længst spillende amerikanske musical på Broadway nogensinde. Efter uropførelsen i New York 1975, hvor den spillede over 900 gange blev Bob Fosses dragende og ikoniske koreografi på fornem vis revitaliseret i 1996 af Ann Reinking og den version spiller fortsat for fulde huse. Nu også i København, hvor Det Ny Teater efter ti år har valgt at sætte forestillingen op igen. Og det er en Chicago, der stadig er i ualmindelig spændstig form. Den er ikke blot moderne og tidløs, den er også både iøre- og iøjnefaldende. John Kanders og Fred Ebbs jazzede musik er ligeså skøn og raffineret som de imponerende og hotte dansenumre, hvor lækre mænd og smækre kvinder har kuglelejer i hofterne, så det er en lyst.

Sexet musikalsk satire

Dansk musicals to førstedamer spiller for første gang sammen i Chicago; Julie Steincke ses endnu engang i rollen som den glamourøse dobbeltmoderske Velma Kelly, mens Maria Lucia Heiberg Rosenberg spiller Roxie Hart, der har myrdet sin elsker. Fra kvindefængslet konkurrerer de om pressens gunst i håbet om at blive frikendt. Kun den skruppelløse stjerneadvokat Billy Flynn kan redde kvinderne fra galgen ved at gøre dem til berømtheder. Chicago er oprindeligt skrevet som en musikalsk og sexet satire over det amerikanske retssamfund og mediernes rolle. En fortælling der kan siges at være mere aktuel end nogensinde.

Har man set filmen, vil man huske Cathrine Zeta-Jones og Renée Zellweger i de to hovedroller, men på Det Ny Teater er Velma og Roxie tilført varme og charme og det klæder det cool og sofistikerede set-up.

Chicago på Det Nye Teater

Foto: Miklos Szabo.

Præcision, tempo og elegance

Julie Steincke er dragende og forførende som fængslets sexede stjerne med stramtsiddende kort kjole og sort page. Hun er tidligere natklubsangerinde og i åbningsnummeret ’And All That jazz’ får vi det første syn for sagn. Siden for eksempel i Velmas vidunderlige desperate forsøg på at lokke Roxie til at optræde med sig i nummeret ‘I Can’t do it Alone’. Julie Steincke er en formidabel danser, skuespiller og sangerinde og blender det hele til en betagende cocktail i Chicago.

Maria Lucias karismatiske Roxie Hart, er det perfekte match som Velmas udspekulerede rivalinde, der hurtigt forstår spillet om berømmelsens magt. Maria Lucia, der ikke er uddannet danser, har trænet til Chicago i over et år. En indsats, der bærer frugt i forestillingen, der i den grad stiller krav til danserne. Bob Fosse-stilen er præcision, tempo og elegance med rekvisitter som hat, stok og stol. Det skal sidde lige i skabet og det gør det hver gang i Chicago på Det Ny Teater.

18 fremragende dansere i kropsnært tekstil

Orkestret med dirigent Per Engström indtager en aktiv rolle i forestillingen og på scenen i en helt enkel scenografi, hvor det ene eminente og forrygende dansenummer afløser det andet på det bare gulv og blandt musikere. Ikke mindre end 18 fremragende dansere iført kropsnært sort og gennemsigtigt tekstil medvirker i Chicago.

Tomas Ambt Kofods er overbevisende som den kyniske og narcissistiske advokat Billy Flynn. Han crooner sig veltilpas igennem numre som ’Razzle Dazzle’ og ’All I Care About’, så man føler sig hensat til amerikanske musicalfilm fra 1940’erne.

Rørende Asholt

På sidelinien har vi Roxies forsmåede og naive mand, Amos Hart spillet af Jesper Asholt, der er rørende i ’Mr. Cellofan’. Og sjov når han beordrer orkesteret at spille sin udgangsmusik, som de andre gør det med jævne mellemrum, men ikke får så meget som en enkelt tone ud af sin befaling.

Pernille Schrøder spiller rollen som kvindefængslets korrupte Matron ’Mama’ Morton, der hjælper de indsatte, der hjælper hende. Schrøder er mere hyggelig end farlig, men ejer alligevel den nødvendige pondus og leverer det herlige nummer ’ When You’re Good To Mama’ til ug med kryds og slange.

Chicago på Det Ny Teater er en sexet og forførende forestilling, der efterlader en med lysten til straks at opleve det hele en gang til. Der er 6 stjerner med pil opad.

Chicago spiller indtil 7. maj på Det Nye Teater, Gammel Kongevej 29, 1610 København V.

Læs mere om Chicago på Det Ny Teater her.

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!