Sommeren er slut – i hvert fald kalendermæssigt. Og når efteråret nærmer sig, bliver det atter interessant at drikke andet end ”terrassevine”.
Vinfestival hos Kjær & Sommerfeldt
Kjær & Sommerfeldt afholder ofte små vinfestivaler, og den førstkommende besøger København den 13. september kl. 17-20. Der lægges op til en uformel og hyggelig aften for alle vinentusiaster – både nybegyndere og garvede kendere. Vinene bliver præsenteret og serveret af vinproducenterne selv, og med glas og smageskema i hånden bestemmer du selv, hvor du starter og slutter. Med 20 internationale gæster fra det meste af verden skulle der være gode muligheder for at smage en del af de over 150 forskellige vine og spiritusser.
Læs mere om vinfestivalen hos Kjær & Sommerfeldt her
Spansk og oversøisk vin hos Ekstra Bladet
Ekstra Bladet afholder en vinfestival om spanske vine i weekenden 23.-24. september. Spanien er et af de vinlande i verden, hvor den største udvikling sker, så der er god grund til at møde en række af de mest interessante importører herhjemme af spansk vin. Vinene kommer fra det nordlige Galicien til det sydlige Andalusien, og du kan smage på over 200 vine og og prøve alt fra det mest traditionsrige til det nyeste og vildeste. Desuden er der cava-bar, hvor du kan smage dig frem til de bedste bobler.
I weekenden 28.-29. oktober gentages løjerne, denne gang med oversøiske vine. Vinene fra Chile, Australien, Sydafrika, Californien og Argentina har en stor elegance og høj kvalitet.
Læs mere om Ekstra Bladets vinfestivaler her
Rhônevinfestivalen
Dansk Vincenter i Avedøre lægger lokaler og vinmarker til Rhônevinfestivalen lørdag den 17. september kl. 11-16. Rhônevinfestivalen startede som en idé til at give et samlet overblik over de rhônevine, som findes på det danske marked. Her kan du smage topvine fra Hermitage, Côte Rôtie og Châteauneuf du Pape. Der er også et stort udvalg af de lidt billigere vine med et godt forhold mellem pris og kvalitet.
Entrébilletten gælder for hele dagen, så der er god tid til at danne sig et bredt overblik over de mange vine.
Læs mere om Rhônevinfestivalen i Avedøre her
Holte Vinlager
I weekenden 28.-29. oktober går det løs i den gamle børsbygning i København. Fredag er det om aftenen, lørdag om eftermiddagen. Der bliver i år mulighed for at smage over 140 forskellige vine fra Frankrig, Italien, Tyskland, Østrig, Spanien, Portugal, USA, Chile, Sydafrika, New Zealand og Australien i løbet af de tre timer, en session varer. For de fleste vines vedkommende, er det slotsejerne selv, der skænker. Desuden kan man smage en række delikatesser.