Vinterjazz 2016 er i fuld swing

Vinterjazz 2016Foto: Vinterjazz.

Mere end 450 koncerter på over 100 spillesteder i løbet af 3 uger. Vinterjazz 2016 byder på store udenlandske og danske stjerner, eksperimenterende navne og genrer for enhver smag.

Copenhagen Jazz Festival lever også på denne årstid. Hvert år siden 2001 har festivalen, der ellers mest er kendt for den store sommerbegivenhed, stået bag Vinterjazz. Festivalen begynder altid den første fredag i februar og varer 3 uger.

“Vinterjazz er et sammenskudsgilde, der skabes af jazzklubberne og de turnerende musikere under festivalen. (…) Vinterjazz har til formål at sætte fokus på dansk jazz og i særdeleshed på de dedikerede spillesteder, uafhængige arrangører og jazzforeninger rundt omkring i landet, og det gør vi ved at kickstarte sæsonen og skabe en festivalfølelse hos publikum, spillesteder og musikere.” Sådan siger Kenneth Hansen, festivalleder for Vinterjazz og Copenhagen Jazz Festival.

Lee Ritenour og Concha Buika gæster Vinterjazz

Festivalen er landsdækkende. Over 100 spillesteder er involveret, der afholdes i alt mere end 450 koncerter og det hele afvikles i løbet af tre uger. Man kan høre store stjerner, danske og udenlandske, foruden en mængde mindre navne, kendte og ukendte. Genremæssigt er der noget for enhver smag, lige fra den traditionelle jazz og til nutidens mere eksperimenterende, genrebrydende udtryksformer.

I hovedstadsområdet er der rigtig mange koncerter. Blandt de udenlandske topnavne finder man blandt andre den amerikanske guitarist Lee Ritenour med sin gruppe (19.2.), den svenske, eksperimenterende gruppe Fire! (19.2.) og det brasilianske, store orkester Bixiga (19.2.), der fusionerer de afrikanske og brasilianske stilarter. Endelig bør nævnes den spanske sangerinde Concha Buika (21.2.). Også hun blander stilarterne, for eksempel rumba, cuba-jazz, soul og flamenco.

Svend Asmussen fylder 100 år

Koncerten med Concha Buika bringer os over i den danske afdeling, for som opvarmning kan man høre bassisten Lennart Ginman solo. Fremhæves bør også den fantastiske pianist Carsten Dahl med Trio, der både spiller standards og improviserer. Veteranen Hugh Steinmetz og hans Sextet hører vi ikke længere så ofte, men nu er chancen der på Vinterjazz 2016.

Som noget helt særligt spiller Mads Tolling Kvartet med sangerinden Sinne Eeg ved en hyldestkoncert til Svend Asmussen. Den kendte jazzviolinist fylder 100 år på festivalens sidste dag!

Man skal ikke vente for længe, hvis man gerne vil høre de store navne. En del af koncerterne er allerede udsolgt. Vinterjazz 2016 spiller fra 5. – 28. februar.

Læs mere om program og billetter til Vinterjazz 2016 her.

Bruger du byen nok?

Modtag gratis info omkring aktuelle og kommende aktiviteter i København.

Tak for din tilmelding!